Hvorfor er det at alle tv-udsendelser og film skal afsluttes med alen lange rulletekster der beskriver holdet bag produktionen?

I weekenden var jeg alene hjemme og afholdte Netflix maraton. Det var en hyggelig aften og der blev set både serier og film. Én ting der generede mig var anvendelsen af rulletekster. Et afsnit i en typisk amerikansk serie er opbygget efter følgende opskrift:

1. Et recap af forgående afsnit eller introduktion til nærværende afsnit
2. En kort omgang rulletekster med afnittets overskrift m.v.
3. Det aktuelle afsnit bliver vist
4. En lang omgang rulletekster (op til 1 minut)

Henover en aften så bliver det til mange minutters rulletekster. I det jeg så serier på Netflix var jeg nødt til at udstå rulleteksterne før næste afsnit automatisk blev vist (ja, hvem gider SELV at klikke videre til næste afsnit!). Tiden kan naturligvis anvendes til proviantering og toiletbesøg, men hvorfor er det egentlig at der stadig findes rulletekster?

Visse filmproducenter har fundet ud af at seerne ikke er vilde med rulletekster og bruger beskidte tricks for at holde os fanget. Pirates of the Caribean – Stranger Tides er et godt eksempel. Her starter rulleteksterne og efter et stykke tid vises et kort klip der lægger op til en forsættelse. Hvis jeg stoppede filmen ved rulleteksterne havde jeg mistet denne information.

Hvis jeg har lyst til at læse detaljer om holdet bag en given serie eller et specifikt afsnit i serien, så googler jeg det og ender ofte op på IMDB. på IMDB kan jeg finde endnu flere detaljer og referencer m.m., vel og mærke hvis jeg har lyst!

Og hvorfor vælger jeg så at bringe det op på qed.dk? Jo, fordi at det faktisk slog mig at den måde jeg læser rulletekster er samme måde som de fleste læser udviklingsmodeller og processhåndbøger:

1. Find det aktuelle emne i modellen
2. Læs overskriften, den overordnede beskrivelse og skim resten

Omvendt er de fleste udviklingsmodeller og processhåndbøger, som jeg har mødt i min karriere, skrevet efter samme tese som rulletekster: Alt skal nævnes, tænk hvis nogen/noget blev glemt!

På en intern konference jeg afholdte i efteråret for ca. 150 IT-folk i Danske Bank udtalte vores keynote speaker følgende: “Lad dog folk tænke selv”

Og ja, hvorfor skal folk ikke have lov til at tænke? Der er naturligvis visse formalia som en virksomhed ønsker skal overholdes. Disse skal beskrives, kommunikeres og verificeres, men at skrive 10 sider om hvordan man strukturerer en stump kode giver ikke værdi. Specielt ikke når man tænker på hvor få der reelt læser hele indholdet.

Lad os tage et eksempel fra den virkelige verden: Coding Conventions – Google vs GNU

Google C++ Style Guide

Jeg er sikker på den er god. Har aldrig anvendt den i praksis.

Ved et første øjekast, så er den let og overskuelig. Den er opbygget således at hver “regel” har en overskrift, en brødtekst og en detaljeret tekst (som initielt er skjult).

GNU Coding Standards

Den er sikkert også god, omend forskellig fra Googles.

Ved første øjekast så bliver jeg nærmest bange. Den er uhørt lang og detaljeret. Alle reglerne ser fornuftige ud og giver sikkert god mening i forbindelse med vedligehold af en distribueret kodebase med mange bidragsydere. Omvendt, så ville jeg enten opgive at læse standarden før jeg submittede mine ændringer eller simpelthen undlade at submitte.

Det bringer mig tilbage til rulleteksterne: Jeg sender hermed et åbent forslag til alle film og tv producenter – drop rulleteksterne. Lad os i stedet google informationen, vi læser det alligevel ikke på tv-skærmen.